Editor's Note

We spent a late-September afternoon in a Copenhagen garden with Marianne Christensen and Bastian Emil Goldschmidt, captured through the lens of Lasse Dearman.
Both long-time friends of PRC, they have built a friendship of their own over the years, shaped by mutual admiration and curiosity for one another. In our conversation, they reflect on Jørgen Leth and the story of how their paths first crossed, exploring the ideas and encounters that have brought them together.

Two distinct generations, connected by a shared love of writing, film, and the power of language. Above all, they share an openness to the world: a desire to observe, to question, and to keep discovering. They are as curious about one another as they are about the world they move through.

Marianne and Bastian Emil meet across generations, not to bridge the distance between them, but to create something meaningful out of it. In doing so, they inspire one another, and us, too.

Thank you, Marianne and Bastian Emil, for sharing your story. We hope you love this edition as much as we do.

Thank you for reading.
/ People’s Republic of Cashmere

To read the English translation of the interview, click here .

Hvordan mødte I hinanden, og hvad binder jer sammen? Hvad er jeres relation?

Marianne: Vi mødte hinanden i september 2019 på Granola til en salonaften, hvor Jørgen Leth og Bastian Emil skulle tale om bogen 'Coppi & Bartali', som Bastian Emil havde oversat og udgivet. En lille, tynd, lyserød bog - som Giro d'Italias førertrøje. Jørgen Leth havde inviteret mig med. Bastian Emil var velopdragen, super velklædt, vidende, helt ung. Jørgen Leth og Bastian Emil swingede utroligt godt sammen, både under middagen og i samtalen efterfølgende. Jeg tænkte, at de to burde lave mere sammen, f.eks. en podcast om cykling. Det gjorde de - det blev til bogen 'Der var engang en mand som hed Fausto Coppi'. Under dette arbejde lærte Bastian Emil og jeg hinanden bedre at kende og begyndte også at ses uden Jørgen Leth. Det, der binder os sammen på tværs af generationerne, er cykelløb, film og især samtaler om litteratur, verden i det hele taget og iagttagelser af mode, trends og årets gang.

Bastian Emil: Jeg husker også Granola. Jeg var 25 år gammel og havde ikke selv skrevet nogen bøger endnu og sad i jakkesæt og så måske lidt malplaceret ud. Vi morede os og drak vin og talte om cykelløb. Jeg husker også hendes distinkte briller, kuglepennen fra Montblanc med grønt blæk, hendes røde læderindbundne notesbog, hendes sko fra Louboutin. Marianne er indbegrebet af cool for mig. Der var en særlig coolness ved Marianne og Jørgen sammen. Jørgen med sin laissez-faire-attitude i kontrast til Mariannes elegante ordentlighed. Jeg husker brudstykker af vores samtaler. Både Jørgen og Marianne har en særlig måde at bruge sproget på. En kærlighed til ordene. Vi talte om maden, mens vi spiste: Artiskokker. Artiskokker. Pastinakker. Pastinakker. Oliven. Oliven. Marianne og Jørgen skiftedes til at gentage ordene til morskab for os alle. Den slags scener forbinder jeg i dag med Marianne. Fordi sproget bliver taget alvorligt på en særlig måde, bliver samtalen aldrig kedelig.

Hvad laver I hver især lige nu? Arbejder I på noget sammen?

Marianne: Jeg arbejder lige nu som produktion supervisor på de nye Dogme-film, altså Dogme 25. Og jeg er også en del af udviklingen af en cykelfilm med Andreas Kofod og Bastian Emil.

Bastian Emil: Jeg mener, at vi på en måde altid arbejder på et eller andet sammen. Vi har lavet en bog om Spanien sammen. Vi arbejder på en film. Vi laver små udflugter. For ikke så længe siden så vi Per Kirkebys mosaikker i Gentofte Kirke. Jeg synes, det er et tegn på et godt venskab at have lysten til at arbejde på noget sammen.

Bastian Emil, cashmere var ikke noget, du tidligere selv klædte dig i. Hvad betyder det for dig i dag, og er det blevet en del af din uniform?

Bastian Emil: Jeg er fascineret af historien om cashmeregedens fine fibre, især dem fra halsregionen. Det er jo helt fantastisk, at det er lige præcis den bløde pels, der bliver til det bløde tøj.Jeg holder meget af dyr og mennesker i en fælles konstellation. Gederne i Indre Mongoliet er så barske og bløde på samme tid. Og fordi menneskene passer på dem og drager omsorg for dem, kan de rede den bløde pels ud og forvandle den til en blød trøje. Jeg synes, det er en skam, at de fleste går i polyester i dag. Det larmer meget, når nogen går foran én i en polyesterjakke. Så må jeg vende om. De naturlige materialer kan jeg godt lide at dagdrømme om. Får og geder, der græsser på bjergsiderne. Det er et syn, jeg aldrig kan få nok af.

Marianne, hvordan synes du, at kvaliteten har udviklet sig gennem årene, fra dengang du var ung til i dag?

Marianne: Jeg har stort set gået i det samme tøj, siden jeg var 16 år: jeans, hvid skjorte uden stolpe og en cashmere, enten på eller om halsen. Da jeg var barn, var cashmere noget fint og dyrt. Min far havde altid en grå V-neck og en grå cardigan med lommer på i cashmere. De var fra Brødrene Andersen, som var et herremagasin på Strøget. Når der blev slidt hul på albuerne, ville min far ikke have lapper på. Der blev alligevel syet lapper på, og jeg overtog trøjerne, som var ekstra lækre af brug. Da jeg selv begyndte at købe cashmere, var det i London eller New York, i specialbutikker. Senere hos Banana Republic, som havde klassiske modeller, eller i Italien, hvor de havde de helt særlige gule og lyseblå farver i cashmere. For mig er cashmere en daglig luksus, på alle årstider, også når jeg er ved stranden eller i varme lande. En cashmeretrøje er ‘en ven’, blød, varm, smuk, både pyntelig og praktisk. I vores tid findes trøjer i mange kvaliteter, og materialet er blevet mere ‘demokratisk’ og kommer i utallige brands. Jeg er glad for at gå i PRC. Knapperne falder ikke af. Faconen holder. De fleste modeller er enten helt klassiske eller klassiske with a twist. Og farverne er perfekte. Jeg er egentlig opdraget bæredygtigt - hellere have én ting af god kvalitet end mange ting af dårligere kvalitet. Det forstår jeg først nu som meget voksen, og jeg sender mine forældre en venlig tanke.

I har begge en kærlighed til materialer, det fysiske, det håndlavede og til at specialisere sig i noget. Hvad betyder det for jer at gøre jer umage i en tid, hvor de sanselige, håndlavede ting er under pres fra det digitale?

Bastian Emil: Jeg mener, at den fysiske verden næsten anses som en fjende af samfundet i dag. Alt skal presses ind i en applikation eller ind i en skærm. Alt skal være smart og praktisk. Nøgler, landkort, dørhåndtag, knapper, kuglepenne, bøger forsvinder langsomt. Det svækker vores fornemmelse for det sanselige. Det har resulteret i, at kvaliteten af stort set alt, hvad der produceres i dag, er faldende. Det skyldes også den hastighed, hvormed alt skal bringes frem. Jeg ser de tilbageværende stolte håndværk, respekten for traditionen og oprindelsen som selve modgiften til den kolde, hårde digitale verden.

Hvad har I lært af hinanden? Hvordan inspirerer I hinanden?

Marianne: En kvalificeret og løbende samtale på tværs af generationer er en stor gave for mig. Bastian Emils blik er skarpt og i tiden, og det inspirerer mig dagligt.

Bastian Emil: Jeg spørger Marianne til råds. Om det drejer sig om at skrive eller kommentere cykelløb. I vanskelige dilemmaer tænker jeg: Hvad ville Marianne gøre? Hun ser altid en sag fra flere perspektiver og husker altid på de klassiske dyder: høflighed, ordentlighed, at gøre sig umage. I triste perioder er det sikkert at regne med en daglig opmuntrende besked. Jeg husker, at der i begyndelsen af Jørgens bog Mine Helte står en dedikation til Marianne. Jeg forstår godt, at det netop var den bog, han måtte dedikere til hende.

Photography by Lasse Dearman.